Luksus brunsviger

En luftig og lækker luksus brunsviger med en skøn remonce og hjemmekogt vaniljecreme. Så kan man ikke bede om mere. Giv dig i kast med en hjemmelavet luksus brunsviger bagt på Finax øko stenformalet hvedemel.

Hjemmelavet luksus brunsviger er perfekt bagværk til eftermiddagskaffen eller som fødselsdagskage. Server brunsvigeren som den er eller pynt den med flødeskum. Du kan med fordel også bage en dobbelt portion og lave den som brandepandekage, hvis du skal have mange gæster.


Opskrift til 1 stor kage

Køkkentid
1 time

Ventetid
1 t og 30 min.

Ingredienser

Kage
200 g mælk (koldt)
50 g vand (koldt)
30 g gær
40 g sukker
1 æg
450 g Finax økologisk stenformalet hvedemel
4 g salt
40 g blødt smør

Vaniljecreme
½ vaniljestang
2 æggeblommer
2 spsk. sukker
1 spsk. maizena
2,5 dl mælk

Remonce
100 g blødt smør
200 g mørk muscovadosukker – kan erstattes med brun farin eller lys muscovadosukker.

Vurder denne opskrift


Del

Print

Fremgangsmåde

  1. Kom mælk, vand, gær og sukker i en skål og rør det sammen. Kom ægget i og rør det ud.
  2. Kom mel og salt i dejen og ælt til den er glat og slipper skålens kanter.
  3. Dejen skal æltes godt og gerne længe, da den er våd og fugtigt. Brug gerne en røremaskine eller en håndmixer med dejkrog.
  4. Når dejen er samlet, tilsættes det bløde smør og æltes ind i dejen. Lad dejen hvile tildækket i skålen i 30 minutter.
  5. Kom et stykke bagepapir i en form på ca. 30 x 35 cm.
  6. Vend dejen ud i formen og fordel den – det gøres nemmest med fugtige hænder.
  7. Lav fordybninger i dejen med fingerne. De må gerne være dybe, men sørg for ikke at prikke igennem dejen.
  8. Lad dejen efterhæve tildækket med husholdningsfilm og et viskestykke øverst i ca. 45 minutter.

Mens kagen hæver, så laves fyldet. Vaniljecremen koges først, så den kan nå at køle af.

  1. Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab nænsomt kornene ud. Mas kornene sammen med sukkeret.
  2. Kom vaniljesukker og æggeblommer i en gryde og pisk det sammen let.
  3. Tilsæt maizena og pisk lidt igen og hæld derefter mælken i.
  4. Kog vaniljecremen op ved lav varme under konstant omrøring. Lad det koge et par minutter til cremen er tyknet.
  5. Kom cremen i en skål og læg husholdningsfilm direkte oven på cremen, så der ikke dannes en skorpe. Lad vaniljecremen køle af i køleskabet.

Tænd ovnen på 190°C (varmluft 175°C).

  1. Rør det bløde smør og muscovadosukker sammen i en skål.
  2. Tilsæt den afkølede vaniljecreme og rør det sammen.
  3. Fordel fyldet ud over dejen, og bag brunsvigeren i ca. 20 minutter i midten af ovnen.
  4. Hold øje med fyldet, så det ikke bliver for mørkt. Lad kagen køle af og server den gerne inden for få timer efter bagning.

Tip: Du kan med fordel bage en dobbelt portion, hvis du skal bage til mange. En dobbelt portion passer perfekt i en almindelig bradepande.

 

Udviklet af dygtige Cathrine Brandt –  Bagenørd og professionsbachelor i ernæring og sundhed

Finax skifter navn til Valsemøllen
Se historien her
+

Elsker du også en god start på dagen?

Få et hæfte fyldt med masser af lækre opskrifter på Grød & Brød med masser af fuldkorn, frø og kerner, så du kan give dig selv og din familien en god start på dagen.

Udover inspirationshæftet er du også sikret løbende bageopskrifter, bagetips og masser af bageglæde.

Udfyld denne formular, og inspirationen er på vej til dig.