Grydebrød med hvede og rug

Grydebrød med hvede og rug giver et saftigt og lækkert brød med en sprød krumme. Lav et fint mønster i brødet inden det sættes i ovnen, for at få det sidste touch med.

Bag gerne dit brød i en gryde, da grydebrød er nemme at lave og har en luftig krumme men stadig en sprød skorpe.


Opskrift til 1 brød

Køkkentid
25 min.

Ventetid
1 dag og 2 t.

Ingredienser

350 g kold/lunken vand
50 g Finax Groft Rugmel
100 g Finax Økologisk Tipo 00
350 g Valsemøllen Økologisk Hvedemel
200 g surdej (kan udskiftes med 5 g gær)
15 g salt
1 støbejernsgryde inkl. låg, der kan komme i ovnen
1 hævekurv
Rismel eller alm. mel til at drysse hævekurv med, så dejen ikke hænger fast

Vurder denne opskrift


Del

Print

Fremgangsmåde

Dag 1

  1. Kom vand, mel og surdej i en skål til røremaskinen.
  2. Hvis du bruger gær i stedet for surdej, så skal det opløses i vandet inden, at melet kommes i.
  3. Ælt dejen på røremaskinen i 2 minutter ved lav hastighed.
  4. Tilsæt nu salt og ælt dejen i 5-8 minutter ved medium hastighed.
  5. Hvis dejen endnu ikke har samlet sig om dejkrogen og sluppet skålens kanter, så æltes dejen kort på højeste hastighed.
  6. Smør en skål med olie og kom dejen i. Læg låg på og lad dejen stå ved stuetemperatur eller lidt lunere (26-28 grader) indtil, at dejen er hævet med ca. 30-40 %. Det tager et par timer.
  7. Når dejen er hævet, vendes den ud på bordet og formes som en kugle og spændes op.
  8. Lad dejen hvile 20-30 minutter utildækket på køkkenbordet. Vend dejen rundt. Spænd dejen op og form den som et brød.
  9. Kom dit brød i en hævekurv, der er drysset med rismel eller mel.
  10. Stil dejen på køl natten over.

Dag 2

  1. Dagen efter kommes en gryde med låg i ovnen. Tænd på højeste temperatur varmluft. Lad gryden varme rigtig godt op i 45-60 minutter.
  2. Vend dejen ud på en plade, snit det i ønsket mønster, så dejen bedre kan hæve og udvikle sig under bagning.
  3. Kom dejen i den brandvarme gryde og læg låg på med det samme og stil gryden tilbage i ovnen.
  4. Bag brødet ved 230°C varmluft i 20 minutter.
  5. Tag låget af og skru op til 250°C varmluft og bag brødet i yderligere ca. 10 minutter til skorpen er godt gylden.
  6. Afkøl på en rist og nyd.

 

Udviklet i samarbejde med Cathrine Brandt – bagenørd og professionsbachelor i ernæring og sundhed.

Finax skifter navn til Valsemøllen
Se historien her
+