Bageskolen

Bageskolen

Tip no. 002 / Glutenfrit bagværk

Når du bager glutenfrit, kan der være mange begrænsninger. Og ligeså mange muligheder. Her får du 10 gode råd, der er lige til at bruge, når du skal bage glutenfrit bagværk.


  1. Sådan håndterer du dejen. Glutenfrit brød bliver mest saftigt, hvis dejen er relativ løs, når den hældes ud i bageformen. Dejen kan også presses ud til boller ved hjælp af en dejsprøjte eller en plasticpose med afklippet hjørne.
  1. Sådan får du brødet til at hæve ordentligt. Tilsæt 1-3 tsk. sukker eller bagesirup til dejen, det hjælper med at få hævningen godt i gang.     
  1. Sådan giver du brødet en jævn overflade: Pensl eller spray brødet med vand og stryg overfladen med en ske eller dejskraber – drys evt. med sesamfrø eller boghvedeflager, inden du lader brødet hæve, så får du en flot og jævn overflade. Hvis du ikke ønsker at tilsætte frø eller flager, kan du nøjes med at pensle eller spraye brødet med koldt vand hen mod slutningen af bagetiden.
  1. Sådan holder brødet sig bedst. Den bedste måde at opbevare glutenfrit brød på er at fryse det. Lad det færdigbagte brød køle helt af, skær det derefter i passende skiver og fordel i fryseposer. De frosne brødskiver kan derefter tøs op direkte på brødristeren eller i ovnen.
  1. Sådan får du et mere fiberrigt brød. Ønsker du et brød med et højere fiberindhold, kan du udskifte ¼ af melblandingen med Finax Fibermix.
  1. Sådan undgår du for meget støv. Glutenfrit mel støver mere end almindeligt mel. Den bedste måde at undgå for meget støv på er først at vende melblandingen sammen med væsken med en ske eller trægaffel. Derefter kan du sagtens arbejde dejen sammen i røremaskine eller med håndmikser.
  1. Sådan får du flotte portionsbrød. Når du bager glutenfrie portionsbrød, skal du forsøge at få overfladen så jævn og fin som muligt. Placér brødene så tæt ved hinanden på bagepladen, at de hæver sammen – så vil brødene støtte og holde hinanden oppe. Hvis du derefter pensler brødenes overflade med smeltet margarine eller olie lige inden bagning, er det let at dele brødene igen, når de er færdigbagte.
  1. Sådan lykkes du med bløde kager. Bland smagsingredienserne med melblandingen, inden du rører blandingen ned i væsken –så behøver du ikke bearbejde dejen så længe, og samtidig bliver kagen mere luftig.
  1. Sådan får du en god tærtedej. Glutenfri tærtedej bliver ofte meget porøs og kan være svær at håndtere og forme. Det bliver dog lettere, hvis du lægger den mellem to stykker plastfilm og ruller den ud. Træk så forsigtigt det øverste folielag af, og løft dejen i det nederste lag, når du placerer (vender) dejen ned i tærteformen. Træk forsigtigt det andet folieark af, og tryk dejen på plads i formen. Prik huller i kanten med en gaffel og forbag tærtedejen i ca. 10 min. ved 175°, inden du hælder dit fyld i.
  2. Prøv dig frem. Øvelse gør mester, så lav gerne en prøvekage, når du bager småkager og småbrød. Hvis dejen flyder ud under bagningen, skal du blot tilsætte lidt mere melblanding til dejen næste gang. Hvis det derimod er svært at forme kager og brød, og dejen måske smuldrer for meget, skal du tilsætte lidt mere fedt eller væske.

Del

Print